***** Anmeldelse af Megadeth på Ullevi d. 24. Juni 2001, Göteborg.

Hvad skal man lave en søndag, hvor man vågner efter sankthansfesten med en ordentlig omgang tømmermænd.

Man kikker da udad vinduet, ser vejret er godt, finder en bus der kører til Sverige, springer på den, og efter en omgang reparationsbajere, står man pludselig på Ullevi og skal høre Hardcore Superstars, Megadeth og AC/DC.

David Mustaine kom springende ind på scenen i noget der lignede en ishockeytrøje kikkede ondt ud på os og skreg "Let me introduce myself I'm a social disease" hev i guitaren, hvorefter 2 stortrommer buldrede derudaf med en heavy sound, som jeg ikke har hørt længe. Koncerten var i gang og "Dread And The Fugitive Mind" var fantastisk og så vil jeg skide på de kloge hoveder, der sviner dette numre til bare fordi, det minder lidt om Sweating Bullets.

Bandet var utroligt veloplagt med David M og Elleson i storform. Return to the hangar, Symphony of dectruktion, Wake Up Dead, og Peace Sells mv. blev fyret af med en energi og heavysound som om drengene var ude at spille for sidste gang. Det var så fedt, at jeg måtte headbange og svinge med det hår jeg ikke har.

Det eneste lille problem ved koncerten var, at flertallet af det fremmødte publikum (anslået 40-45 tusinde) tilsyneladende ikke var til hardcore klassisk heavymetal på denne solbeskinnede søndag. Atmosfæren blev derfor ikke helt som bandet havde fortjent. Anm.: Bek

***** Anmeldelse af AC/DC på Ullevi den 24. Juni 2001, Göteborg.

Efter de 2 udmærkede koncerter med Hardcore Superstar og Megadeth gik AC/DC på scenen. Publikum forvandlede sig pludselig fra en flok stive støtter til en flok vilde dyr. De pæne mennesker, der fyldte det store stadion (anslået 40-45 tusinde) var der endelig kommet gang i, og jeg var ikke længere i tvivl om, hvem de fremmødte var kommet for at se.

AC/DC lagde ud med "Stiff upper lip" og herefter gik det bare derud af. Angus Young drønede rundt på scenen, som om han var 17 år og det var ingenlunde til at se, at han rent faktisk er en halv gammel mand. På tros af Brian Johnsons manglende udstråling, gjorde han det sangmæssigt fantastisk. Han skrålede og skreg og mistede knap en tone i de 2 timer, som koncerten varede. De 3 øvrige i bandet Malcolm Jung, Cliff Williams og Phil Ruds udførte deres håndværk til UG, men det var som om, at den lille mand tog alt opmærksomheden.

Sættet var i orden, og vægten var lagt på Back In Black albummet, hvorfra der blev spillet 5 numre, heraf bl.a. You Shook Me All Night Long, Hells Bells, og Back in Black. Derudover havde koncerten højdepunkter i numrene Hard As a Rock, T.N.T, The Jack, Dirty Deeds Done The Cheap, Let It Be Rock, Thunderstruck og Whole Lotta Rosie inden vi blev sendt hjem med festfyrværkeri til For Those About To Rock, mens kanonerne gjaldede. Anm.: Bek